En ufrivillig badetur i koldt vand

Søsportens Sikkerhedsråd har sammen med TRYG Fonden etableret et landsdækkende korps af frivillige Sejl Sikkert ambasadører samt instruktører og har oprettet en Facebook gruppe for disse.

En ambasadør har lagt en beskrivelse op på Facebook, som fortjener et bredere publikum. Emnet kan kaldes forskellige ting f.eks. husk redningsvesten, – pas på enesejlads – efterse redningsudstyret i havnen etc.

For et par uger siden, var et af vore medlemmer så uheldig, at blive ufrivillig vinterbader. Han faldt i vandet i havnebassinet, da han skulle fortøje båden. Det gik godt. Han fik hjælp til at komme op. Men det har været en barsk oplevelse for ham.

Han har skrevet oplevelsen ned, så andre kan læse om hans oplevelse. Vi er ekstremt glade for, at det gik godt. Men det viser hvor farligt koldt vand er.

Hans historie

Murphy’s lov: Hvis noget kan gå galt – så går det galt engang.

Eller: Hvordan jeg lærte, at sikkerhedsvest også bør bæres på havnen – specielt når man sejler alene, samt vi alle bør prøve, at svømme fuld påklædt…

Jeg har sejlet i over 30 år – ofte alene.

Når jeg er på dæk under solosejlads for f.eks. at finde fortøjninger og fendere – har jeg oppustelig vest og livline på. Men under havnemanøvrer har jeg tillagt mig vaner uden vest mv. – “nu er faren jo ovre”. Jeg ved jo egentlig godt, at de fleste ulykker sker i havnemiljøet.

Agterfortøjningerne binder jeg på sidelinerne, så jeg uden besvær kan agterfortøje fra cockpit. Dernæst trækker jeg båden frem ved at hale i sidelinjen, og går så op i stævnen hvor jeg lige kan nå for fortøjningerne på broen. Sådan har jeg gjort i hundredvis af gange.

Denne gang var der en del blæst og strøm fra vest. Jeg fik fat i bagbords forfortøjning, satte mig på hug og var ved at sætte fortøjningen over klampen, da båden gled bagud pga. strøm og vind. Jeg skulle have sluppet fortøjningen, men holdt fast for at trække båden frem, fik overbalance og faldt i vandet.

Jeg kan godt svømme, men har aldrig prøvet at svømme med fuld påklædning og specielt ikke i 7-8 grader koldt vand. Det føltes enormt farligt, at skulle svømme de 4-5 meter under broen og over til stigen på den anden side. Jeg var handlingslammet for længe, og så kom kulden. Jeg kan huske, at jeg tænkte at det var en mærkelig fornemmelse. Det føltes næsten som en beruselse: Besvær med at styre arme og ben, og en mærkelig ligegladhed for situationen. Jeg husker dog, at jeg tænkte: “Enten svømmer jeg over på den anden side af broen nu, og kan jeg ikke det så drukner jeg NU. Bliver jeg hvor jeg er i sikkerhed med tag i en line – så vil jeg være bevidstløs af kulde om 15 minutter.”

Før jeg nåede at tage stilling, så var der en der reagerede på mine råb. Hun spurgte om jeg kunne gribe en tovende hvis hun smed en sådan ned til mig. Det mente jeg godt jeg kunne, og hun trak mig under broen hvorefter jeg kunne se stigen. Hun spurgte om jeg selv kunne kravle op, hvilket jeg godt kunne, men så heller ikke mere.

Vel oppe på broen, hvor 2 mere var ankommet, kunne jeg ikke stå på benene og sludrede voldsomt, men underligt nok havde jeg en slags bevidsthed, som registrerede det hele “ovenfra” men kunne overhovedet ikke få kroppen eller talen til at fungere. En kørte mig hjem, og da jeg kom ind i entreen var musklerne så stive, at jeg ikke kunne gå. Jeg husker kun brudstykker fra den næste times tid; det føltes farligt med underlige besvimelsesfornemmelser.

Dagen efter var der nogen muskelømhed – ellers intet.

Fruen, der var den første der hjalp mig, er bekendt med kuldechok – har undervist i det og kunne se, at jeg var på vej i et sådant chok. Kold, ukoordinerede bevægelser og sludret tale. Jeg kender det også, og var klar over farligheden af situationen – men er alligevel overrasket over hvordan kroppen og hovedet reagerer på kulde og hvor hurtigt det går.

Redaktionen har redigeret ovenstående beretning, således navne og sted er anonymiseret.

Sejl Sikkert Ambassadør
Bent Hansen