Kompositventiler og skroggennemføringer

I mange år har der konstant været diskussion og forvirring om hvilket materiale det var sikkert at anvende som skroggennemføring, hvilket er forståeligt.

Spørger man i udstyrsforretninger om hvilket materiale, der er sikkert, bliver forvirringen ikke mindre - tværtimod.

Søger man på nettet er der kvalificeret hjælp at hente, idet flere meget teknisk kyndige personer har delt deres viden om galvaniske strømninger og korrosionsskørheder, der får ventiler og gennemføringer til at forvitre, revne og sågar knække helt af med alvorlige konsekvenser til følge.

Skroggennemføringer og ventiler fremstilles traditionelt i bronze, rustfri stål eller messing, hvor korrosion har en alt-afgørende indflydelse på ventilernes levetid og fartøjets sikkerhed

Er der ikke hjælp at hente på en enkelt måde? Jo, EU har sat standarder for materialerne, der anvendes i den maritime verden. Disse findes i standarder, men er, for lægfolket, en tør og vanskeligt tilgængelig læsning.

EU-standarder og materialebeskrivelser

Standarderne for henholdsvis ventiler og skroggennemføringer, er listet i normerne med nummer:

EN/ISO 9093-1
Metalliske ventiler/materialer
EN/ISO 9093-2
Plast- og kompositmaterialer

Bronze og Rødgods

For brug i vores både findes ventiler og gennemføringerne, der er støbte kobberlegeringer med tin iblandet. Sådanne ventiler finder man i mange ældre skibe, og kan være meget gamle. Fungerer disse godt nok og er uden synlig korrosion kan de blive siddende.

Karakteristika
Materialet er ufølsom overfor interkrystallinsk korrosion, også kendt som spændings-korrosion.
Lette at kende på farven (rødgods).
Korrosionsbestandig

Er man i tvivl afslører en fileprøve materialet som rødligt.

Messing

Messing er også en legering, men med op til 40% zink. Disse ventiler kan være af varierende standard og legeringer, hvorfor anvendelsen af sådanne ventiler til skroggennemføringer må frarådes. Andre steder i et rørsystem er de dog gangbare at bruge.

Er man i tvivl om materialet vil en fileprøve vise materialet som ”messingfarvet”.

Karakteristika
Der er risiko for spændings-korrosion og afzinkning (korrosion)
Knækker let og pludselig.

Rustfri stål

Disse ventiler fremstilles også i legerede materialer, og skal mindst være af betegnelsen AISI 316 eller A4 stål, eller endnu bedre 254SMO.

Forventet levetid ved korrekt montering er ca. 10 – 15 år. Så hold datokontrol og nerverne i ro!

Karakteristika
Kan fungere i ikke-for-salte vande.
Begyndende defekter er lette at spotte.
De er rimeligt holdbare, men kan ikke anbefales ved oceanfart, hvor saltindholdet er højere end i Danmark.

Advarsel

Ligegyldig hvad der vælges må man ikke blande rustfrit stål, messing og bronze. Der opstår spændingsforskelle i forbindelse med saltvandet og hermed tæring!

Forbliver båden i vandet om vinteren, kan skydeventiler frostsikres ved, at lukke ventilen og hælde frostvæske gennem slangen ind i ventilen og lade det stå der.

Ventiler med kugle, som afspærring kan ikke frostsikres på samme måde, idet selve kuglen er gennemboret og her vil vandet blive indespærret (når ventilen lukkes) og kan forårsage frostsprængning.

Hvad kan jeg så gøre?

Sejlernes bønner om en forenkling og ordnede, sikre forhold er blevet hørt og forstået af industrien, der har udviklet ventiler og skroggennemføringer i kompositmaterialer.

Komposit materiale

Komposit er et udtryk der anvendes om polyester med glasfiber iblandet kulfibre eller cellulosefibre. Materialet forstærkes herved betydeligt og overgår metallernes styrke og holdbarhed. Tænk her på glasfiberbådene og flyproduktion med kulstof eller kevlar, hvor materialerne har vist sin styrke.

Vælges ventiler og skroggennemføringer i kompositmaterialer opnås der en vedligeholdelsesfri situation samtidig med at man fritages for bekymringerne om korrosion. Vær dog opmærksom på, at ventilen er fabrikeret i henhold til den føromtalte EU norm.

På markedet er der flere virksomheder der fremstiller bådudstyr, og har gjort det i over 25 år, herunder ventiler og skroggennemføringer til marinebrug.

Produkter fra Trudesign Plastics er certificeret af Bureau Veritas og af det International Marine Certification institute.

Forespar, en af verdens største udstyrsproducent, fremstiller ligeledes ventiler og gennemføringer i kulfiber-forstærket plast. Disse produkter overholder EU normerne og anvendes blandt andet i X-bådene og i Faurby-bådene.

Karakteristika
Ventilerne er fremstillet i forstærket glasfiber, og er hermed ikke udsat for saltvandets nedbrydende virkning og forventes, at kunne holde i bådens levetid.
Bådindustrien har for mange år siden overgået til dette materiale.

Generel vedligeholdelse

Uanset hvilket materiale ventilerne er fremstillet i, er det ikke noget man kan overlade til at passe sig selv der nede under dørken.

Tilsé og motioner ventilerne før båden søsættes, midt på sæsonen samt når båden tages på land. Herved opdages et vedligeholdelses-problem, med synlig korrosion og fastsiddende ventiler, i tide.

Samtidig med at dette enkle tilsyn udføres opnår man, at overholde sin egen ansvarsforpligtigelse.

Hæves skibet, efter at være sunket i havnen, er defekte ventiler det første forsikringsselskabet undersøger, og kan der påvises manglende vedligeholdelse eller tilsyn, træder policens ansvarsfralæggelse ind. Den sidst kendte pris for en hævning i en havn med en mobilkran blev på kr. 45.000,-.

Nye komposit-ventiler er billige og sikre og er standardvarer hos de danske marineudstyrsbutikker, og kan betales med penge!

Denne korte gennemgang og anbefaling er skrevet efter min bedste overbevisning, men der er forskellige erfaringer og meninger om emnet. Det kan anbefales også, at læse indlæggene fra sejleren Poul Kjeldahl og FORCE Technologys konsulent Piet Jansen publiceret på internettet under overskriften:

Pas på søventilerne. Messing er ikke sagen og korrosion i skroggennemføringer og søventiler [læs her]

Ingen kommentar

Du kan skrive første kommentar.

Skriv en kommentar

Indtast venligst dit navn. Venligst indtast en gyldig E-mail Venligst indtast besked.