Bjærgning for Fritidssejlere

Der er kommet stor fokus på bjærgning og bugsering fritidssejlere imellem, da der har været eksempler på, at et hjælpende fartøj har krævet bjærgeløn efter Sølovens § 441. Dette har givet stor usikkerhed omkring, hvad der er op og ned i denne sag.

Denne artikel kan for håbentlig virke afklarende i disse forhold. Grundlaget er Sølovens § 441, der har nogle klare definitioner. Søretsligt skelnes der derfor ikke mellem erhverv og fritidssejlads. Enhver bugsering og bjærgning er pr. definition erhverv.

Baggrunden for udbetaling af bjærgeløn er at opmuntre til at redde materielle værdier, der ellers var gået tabt, eller forlis med miljømæssige konsekvenser. For at bjærgeløn kan komme på tale, skal bjærngningen derfor være tilendebragt med succes.

Det skal dog understreges, at der aldrig kan udbetales bjærgeløn ved redning af menneskeliv.

Bjærgning: En indsats som afhjælper en situation, hvor der er fare for materielle tab eller forurening.

 

Bugsering: Alle andre former for slæb, hvor det primære formål er transport, og hvor fartøjet ikke er “stedt i fare”.

Krav til det bjærgede objekt

En grundlæggende betingelse for at ydet assistance kan karakteriseres som bjærgning, er jf. Sølovens § 441 litra a, at det assisterede fartøj eller den assisterede genstand enten er forulykket eller stedt i fare. I det følgende vil det undersøges nærmere, hvilke forudsætninger der skal foreligge, for at et fartøj eller en genstand kan betragtes som værende ”stedt i fare” eller ”forulykket”.

“Stedt i fare”: Af søloven fremgår ikke, hvad der kræves for at et fartøj eller en genstand må betragtes som værende stedt i fare, i § 441, litra a’s forstand. En nærmere gennemgang af norsk og dansk retspraksis samt teori må derfor foretages for at klarlægge dette. Domstolsafgørelser viser, at såfremt et fartøj ved egen hjælp kan redde sig ud af faren, foreligger der ikke fare i sølovens forstand.

Når til gengæld fartøjet befinder sig i en hjælpeløs situation, synes der ikke at stilles krav til, at faren skal være umiddelbar.

Selvom der i sølovens forstand ikke er grundlag for bjærgeløn, kan der sagtens idømmes en godtgørelse for den udførte assistance, hvis der opstår tvister herom.

Mange afgørelser fastslår, at faremomentet er afgørende for, om en assistancesituation kan karakteriseres som bjærgning. Der er ofte tale om meget konkrete skøn fra domstolenes side, men overordnet må det kunne konkluderes, at der for at der i en given situation kan siges at foreligge fare, skal være fare for fysisk/materiel skade af et vist omfang på fartøj eller på andre genstande.

Det kan være vanskeligt at angive præcist, hvor stor en fare, der skal til, for at assistancen må betragtes som bjærgning. Dette kan betegnes som den faregrad, fartøjet eller genstanden skal udsættes for, før der kan være tale om bjærgning. Som nævnt ovenfor behøver faren for et fartøj eller for en anden genstand ikke at have været overhængende, før bjærgning kan komme på tale. Ej heller behøver der at foreligge overvejende sandsynlighed for, at fartøjet eller genstanden vil gå tabt, såfremt der ikke bliver ydet assistance.

Uanset det faktum, at grænsedragningen i forhold til faregraden er vanskelig, ligger det fast, at faren må skulle være noget større end de farer, som helt grundlæggende er tilstede under søfart. Norske Høyesterettsdomme viser, at det på det tidspunkt et fartøj modtager assistance grundet vanskeligheder på søen, kan være svært med sikkerhed at forudsige, om det assisterende fartøj vil have ret til bjærgeløn eller blot vederlag for slæbeassistance.

Godt sømandsskab

Vi har nok alle prøvet at stikke en sejlerkollega en tovende, hvis vedkommende er gået på grund eller ligger med ikke funktionsduelig motor. Vi har næppe tænkt de store tanker omkring denne praksis. Det er jo ”bare” noget man gør. Men de eksempler som har været fremme i dagspressen sætter spørgsmålstegn ved denne praksis. I langt de fleste tilfælde går det jo godt. Man smider et par flakser vin eller en plovmand til dieselolie, og så er den sag ude af verden.

Der er dog nogle forholdsregler man bør gennemtænke, inden man påbegynder
en bjærgning – eller bugsering for den sags skyld.

• Har du og din besætning det nødvendige udstyr og faglige kunnen til at løse opgaven på betryggende vis?

• Har du clearet dine forsikringsforhold? Hvis du ikke har rygdækning hos dit forsikringsselskab og kommer i en situation, hvor du laver en ansvarspådragende handling, kan det ende i bundløs gæld. Mere om YACHT-POOL´s ansvarsforsikring senere.

• Hvordan er faresituationen? Er risikoen ved at IKKE at hjælpe overhængende?

Hvis man ikke er i stand til direkte at hjælpe med bugsering/bjærgning på betryggende vis, kan man ihvertfald ligge standby indtil professionel hjælp er fremme. Udlån af pumpegrej, ankergrej og proviant kan også være en særdeles kærkommen støtte. Ligeledes kan man måske medtage nogle nervøse personer og sikre, at de kommer i land.

Hvis du kaster dig ud i en privat bugsering, på trods af at din forsikring ikke dækker, bør du i det mindste sørge for, at få underskrevet en aftale om ansvarsfordelingen mellem parterne, før du haler i slæbetrossen. Hvis du begår en fejl og slæbet forliser, smadrer andre både i havnen, og forårsager en olieforurening af miljøet, – hvem skal så betale?

En mulighed er at benytte en standardkontrakt man kan have liggende i båden.

Hvad så – bør jeg hjælpe?

At hjælpe andre i nød er magtpålæggende for de fleste sejlere, og når blot faren ved IKKE at gribe ind umiddelbart og indlysende virker større end faren ved at gribe ind, bør man selvfølgelig gøre det.

Hvis der er mennekseliv på spil, har dette forrang over alt andet, og du har PLIGT til at hjælpe.

Yacht-Pool´s ansvarsforsikring

Medlemmer af Danmarks Fritidssejler Union er dækket at YACHT-POOL´s ansvarsforsikring.

§4.2
Forsikringen dækker ikke skade eller ansvar for skade som følge af, at fortøjet har været på slæb medmindre slæbet var nødvendig pga. havari, eller fartøjet uden brugbar pga vindstille slæbes til nærmeste havn

Almindelige forsikringsforhold

Forsikringsbranchens vejledning om søforsikring § 4.8 samt Dansk Sø-forsikringskonvention §117 fastslår, at bådforsikringen ikke dækker skader, der skyldes, at fartøjet uden at være forsikret som bjærgnings- eller bugserfartøj, med den sikredes vilje foretager bjærgning eller bugsering, hvortil der ikke er rimelig anledning.

Oversat til almindelig dansk betyder det, at hvis du som fritidssejler overvejer at
kaste dig ud i bugsering eller bjærgning af et andet fartøj, skal du spørge dig selv, om handlingen er NØDVENDIG eller UNØDVENDIG.

De fleste lystfartøjsforikringer dækker skader, som du gøres ansvarlig for i forbindelse med en NØDVENDIG bugsering eller bjærgning. Der skal være tale om en pludselig opstået situation til havs, hvor faren ved ikke at gribe ind, umiddelbart og indlysende syner større end faren ved at iværksætte bugsering eller bjærgning af det nødstedte fartøj.

Hvis du derimod foretager en UNØDVENDIG transport, risikerer du, at den almindelige lystfartøjsforsikring ikke dækker for skader, som du gør dig anvarlig for. Et eksempel kunne være, at du vederlagsfrit agerer slæbebåd, og transporterer en kammerats solgte båd fra hjemhavnen til køberens havn, alene for at spare udgifterne til professionel assistance. Et andet gråzone tilfælde kan være, at du frivilligt agerer følgebåd til ”klubbens” kapsejlads. I sådan et tilfælde er det jo et planlagt arrangement du deltager i.

Hvis du er i tvivl i den konkrete situation, bør du kontakte dit forsikringsselskab, inden du agerer slæbebåd.

Kilder for yderligere information om SAR tjenesten i Danmark

Værnsfælles Forsvarskomando
http://forsvaret.dk/MST/Nationalt/soeredning/Pages/default.aspx

Specialeafhandling om bjærgning ved cand.jur Morten Isaksen

http://law.au.dk/fileadmin/Jura/dokumenter/forskning/rettid/Afh_2014/afh15-2014.pdf

DFU kan ikke drages til ansvar for artiklens juridiske gyldighed, men alene oplyse om visse sammenhænge inden for området.